Traction Spurs og Spinal Degeneration

Traktionssporer, der også er kendt som traction osteophytes eller ikke-marginale osteophytter, er knoglesporer, der danner nær vertebrale endepladen, ifølge hjemmesiden, Radiopedia. Radiopedia siger, at disse formationer kan noteres på en x-ray omkring 2 - 3 millimeter væk fra endepladen.

Når traktionssporer er små, har de en tendens til at være forbundet med degenerativ sygdom, især degenerativ disksygdom og / eller spondylose.

De kan angive spinal ustabilitet, siger Radiopedia. Biely, et. al. I artiklen med titlen "Lumbal Spine Clinical Instability: Diagnosis and Intervention" offentliggjort i Vol. 18-udgaven af Ortopædisk Practice opregnes traktionssporer som et af tegnene på en røntgenstråle, der kan indikere ustabilitet i understøttelsesundersystemet (hvilket består af din rygsøjle og dets ledbånd) i rygsøjlen. FYI, der er 3 subsystemer i alt, og de interagerer sammen for at stabilisere ryggen.

Radiopedia siger også, at større ikke-marginale sporer ofte er et resultat af en fusion mellem en ikke-marginal og enten en marginal eller ikke-marginal sporvidde fra en nærliggende vertebral endeplade.

Denne type trækkraftspor kan indikere, at inflammatoriske processer er på arbejde.

Hvilke Traction Spurs lærer os om Spinal Degeneration og Spondylosis

Traction osteophytes er faktisk de mindre almindelige af to typer, der udvikles på den vertebrale endeplade.

Den mere almindelige sort er klo osteofyt. Både kløe og traktive osteofytter har samme type væv og kommer med den samme degenerative proces.

For bedre at forstå degenerative ændringer i lændehvirvelsøjlen, Kasai, et. al., gennemgik næsten 3000 patientrøntgenstråler. Alle patienter i undersøgelsen var over 60 år gamle.

Forskerne var meget opmærksomme på forkroppens forside (kaldet forreste). Deres undersøgelse blev offentliggjort i 2009 i BMC Musculoskeletal Disorders i en artikel med titlen "Retning af dannelsen af ​​anterior lumbal vertebral osteophytes."

Forskerne fandt 14.250 par traktionssporer og klassificerede dem i 6 forskellige grupper baseret på de retninger, som osteophytes forlængede (i forhold til den nærmeste intervertebrale disk.) Her er en sammenfatning af grupperne:

De hyppigst set osteofytter var placeret i lændehvirvelsøjlen ved L1-2 og L2-3. Den særlige dannelse (dvs. svarende til de ovenfor beskrevne grupper), som oftest blev ramt af disse led, var gruppe B - osteophyte kanter pegede mod den nærmeste skive med øverste pegende og nedre pegende op. Men osteofytter placeret nedre i rygsøjlen (L3-4, L4-5 og L5-S1) var af gruppe D-sorten, med sporerne pegende væk fra deres nærmeste skive (dvs. den øvre kant pegede op og den nederste kant spids ned.)

Mens osteofyt retning og type kun kan sondres, som din læge kan gøre, hjælper denne form for forskning det medicinske samfund med at præcisere, hvordan knogle sporer dannes i rygsøjlen, og at lære mere om degenerative processer.

I grund og grund giver øget bevægelse eller fleksibilitet mellem rygkroppe i rygsøjlen stress på den forædlingsproces, der sker ved den vertebrale endeplade, hvilket igen fører til knogleforandringer. Herfra danner osteophytene. Andre årsager til traktionssporer omfatter nedbrydning af den fremre langsgående ligament og / eller ringens ringformede fibrosus. (The annulus fibrosus er den hårde yderbeklædning af intervertebralskiven.)

> Kilder:

> Holland, M. Ikke-marginal osteophyt. Radiopaedia.org hjemmeside.

> Kasai, Y., Kawakita, E., Sakakibara, T., Akeda, K., Uchida, A. Retning af dannelsen af ​​anterior lumbale vertebrale osteofytter. BMC muskuloskeletale lidelser. 2009.

> Biely >, S., PT, DPT, OCS, MTC, Smith, S., PT, PhD., > Silfes >, S., PT Ph.D. Klinisk ustabilitet i lændehvirvelsøjlen: Diagnose og intervention. Ortopædisk praksis Vol. 18.