Perilunate Dislocation og Fracture-Dislocations af Lunate

En usædvanlig forskydning af håndledets små knogler

Perilunate dislokationer og fraktur-dislokationer er komplekse skader på håndledets små knogler. Disse små knogler, kaldet karpale knogler, består af otte separate knogler, hver omkring størrelsen af ​​en sukkerrør, klemt mellem enden af ​​underarmen og håndens lange knogler. Disse karpale knogler er afgørende for at tillade de komplekse bøjninger og rotationsbevægelser af håndleddet.

Et af disse knogler kaldes lunate.

Lunate dislocations (mere korrekt kaldet "perilunate" dislocations) opstår normalt som en del af en større skade, såsom et fald fra en højde eller en bilkollision. Når en forstyrret forskydning opstår, skifter en eller flere af disse små carpal-knogler ud af normal justering i håndleddet. Sommetider forekommer skaden i forbindelse med en brud på en af ​​carpalbenene - dette kaldes en farefuld brudforskydning.

Tegn på en skadevoldende skade

De almindelige symptomer på en farlig dislokation eller brudforskydning omfatter:

Årsagen til prikken og følelsesløshed er almindelig hos patienter med en skadelig skade, der ligger lige ved siden af ​​karpaltunnelen i håndleddet. Karpaltunnelen er rummet, der indeholder medianen, en af ​​de store nerver, der giver sensation til hånd og fingre.

Dette er den nerve, der er klæbet i karpaltunnelsyndrom . En perilunat dislokation kan være årsagen til akutte indtrængende karpaltunnelsymptomer.

Diagnostisering af en skadevoldende skade

En skadelig skade kan ses på en almindelig røntgenstråle. Udseendet af en fareforvridning kan dog være subtil, især hvis røntgenstrålerne er færdige med hånden lidt drejede.

Når folk har alvorlige skader, kan det være ubehageligt og svært at få gode røntgenbilleder. Det er imidlertid vigtigt at have ordentlige røntgenstråler til at vurdere for skader som en fareforvridning.

En CT-scan eller MR kan være nyttig, hvis der er et spørgsmål om diagnosen. Desuden kan farlige forskydninger forekomme som en del af en gruppe skader, herunder brud og ligamenttårer. Yderligere undersøgelser kan udføres for at vurdere for andre skader i håndleddet.

Den luneformede knogle er formet som halvmånen, og den er placeret, hvor armbenene, ulna og radius møder de andre carpalben af ​​håndleddet. Lunate kan have en variabel form, så din lunate må måske ikke ligne en typisk, selv når den ikke er skadet. Endelig er perilunate skader ofte forbundet med alvorlige traumatiske skader, og andre potentielt livstruende skader kan tage opmærksomhed væk fra en håndledsskade. Af disse grunde kan uheldige skader blive savnet ved en indledende undersøgelse, og personer med tegn på dette problem skal vurderes.

Hvad er behandlingen af ​​en lunat dislokation?

Det er vigtigt at genplacere lunatbenet, så det er korrekt orienteret så hurtigt som muligt. Nogle gange kan dette gøres i nødrummet , men det skal ofte behandles kirurgisk.

Selvom den lunate dislokation kan genplaceres ikke-kirurgisk, kræves der normalt en kirurgisk procedure for at stabilisere knoglerne for at muliggøre korrekt heling.

Uregelmæssig forskydninger holdes sædvanligvis på plads ved hjælp af ben, der kommer gennem huden for senere fjernelse på kontoret. En karpaltunnelfrigivelse kan udføres på operationstidspunktet, hvis der var symptomer på karpaltunnelsyndrom. Derudover kan kirurgi adressere andre brud og ligament tårer, der opstod på tidspunktet for skaden.

Komplikationer er almindelige efter opretholdelsen af ​​en perilunat dislokation, og den langsigtede prognose for mennesker, der opretholder denne skade, er bevogtet.

Disse problemer kan omfatte leddgigt , vedvarende smerte, stivhed i leddet og ustabilitet af carpalbenene. Hurtig behandling hjælper med at mindske risikoen for disse komplikationer, men de er stadig almindelige. Gendannelse fra en fareforvridning vil tage mindst 6 måneder, hvis ikke længere, og mobilitet og styrke generelt vender ikke tilbage til det normale.

Kilder:

> Stanbury SJ, Elfar JC "Perilunat dislokation og perilunate fraktur-dislokation" J Am Acad Orthop Surg. 2011 Sep; 19 (9): 554-62.